Rødvin Margaux

Ca. 20 km syd for Saint-Julien ligger Margaux som den sydligste af de appellationer med klassificerede vine i Médoc. Fem kommuner, nemlig Margaux, Labarde, Arsac, Cantenac og Soussans benytter appellationen Margaux. Alle ligger de lige nord for byen Macao og udgør med de i alt 1.300 ha vinmarker den største af de klassificerede appellationer. Margaux har rent faktisk også det største antal af klassificerede vine, nemlig hele 21.

Dette får det til at virke, som om Margaux ville være det mest sikre sted at kigge efter kvalitetsvin, men desværre har en del ejendomme »snyltet« og levet højt på deres klassifikation. Heldigvis er der fra slutningen af firserne sket et skred mod det bedre, så mange af ejendommene er kommet tilbage på rette spor.
Der er dog stadig mange smuttere, også blandt Crus Bourgeois-vinene, så det er om at holde øjne, ører og ikke mest smagsløg åbne, når markedet undersøges. Under den øverste grusstribe langs Gironde gemmer der sig i Margaux et lag kalk. Dette, sammenholdt med den lidt sydligere beliggenhed, giver vinene en helt speciel stil. De er en anelse lettere og får med tiden en lidt sødlig karakter.

De ejendomme, som har vinstokke af en vis alder, producerer vine, der virker en anelse hårde i starten, men som udvikler en lækker let parfumeret, elegant sødme med alderen. Hårdheden i starten skyldes den syrlighed, som kalken tilfører, for de gamle stokke har rødderne dybere og får mere kontakt med kalken og tilfører derfor mere syrlighed og hårdhed til druerne. Men der skal også gerne være et pænt gruslag ovenpå kalken, da det giver en god dræning.
De producenter, der har yngre stokke, laver generelt mere umiddelbare vine uden helt samme finesse og holdbarhed. Margaux kan således være lidt af en udfordring, selv for den største vinentusiast. Man kan så let blive skuffet, hvis man ikke finder de bedste vine, men omvendt venter der også en stor oplevelse, når det lykkes at finde »guldet«.
2005 Chateau Paveil de Luze Cru Bourgeois Margaux
Vis produktside for: 2005 Chateau Paveil de Luze Cru Bourgeois Margaux
Pris inkl. moms:
DKK 190,00
Parkwine - Rudolfgårdsvej 3, 8260 Viby J - Telefon: +45 7020 0348 - E-mail: parkwine@mail.dk