2000 Viña Tondonia Reserva Rioja
Viña Tondonia Reserva 2000 Rioja DOCa
En helt og aldeles unik Rioja Reserva, og i det hele taget en unik vin, som, helt usædvanligt i et moderne samfund med stigende behov for hurtigt cashflow, først frigives, når den er drikkeklar! Denne vin har tilbragt 6 år på fade og godt 4 år på flaske, før den blev frigivet til salg – langt, langt længere lagring end loven foreskriver!
López de Heredia fra Haro i den bedste del af Rioja, la Rioja Alta, indgyder stor respekt blandt forstandige vinkendere; huset står som definitionen på old school, ikke bare i traditionsrige Rioja, men er faktisk enestående i hele vinverdenen. Kun meget lidt er ændret siden dannelsen i 1877, idet man helt fra begyndelsen åbenbart har haft den rigtige opskrift. Alle druer i produktionen høstes fra egne marker - i dette tilfælde fra husets vigtigste mark, 'Tondonia', hvor alle vinstokke står som bush vines, dvs. uden opbinding, som produktionsmæssigt er fordyrende men giver optimal kvalitet.
López de Heredia er det eneste Rioja-hus, som aldrig nogensinde har indkøbt druer, af hvilken grund de kan pryde deres bagetiketter med en særlig udmærkelse fra Consejo Regulador i anerkendelse heraf.
Denne enkeltmarksvin er vinificeret og lagret på egefade fra eget bødkeri. Filtrering anvendes ikke – her omstikkes et par gange årligt og resten klares med klaring på gammeldags manér med æggehvider og efterfølgende aftapning direkte fra fadet!
Når man skal beskrive vinen, så giver det mere mening at tage udgangspunkt i Bourgogne eller Piemontes Baroloer, idet den har flere ligheder med disse end Riojaer, som de er flest. Således fremstår vinen nu med intensitet men uden voldsom tyngde.
Vinen er frembragt på 75% Tempranillo, 15% Garnacha mens de resterende 10% udgøres af Graciano og Mazuelo, som trods procentuelt mindretal har betydning for vinens aromatik.
Viña Tondonia Reserva 2000 er drikkemoden nu og viser sig med en flot moden, teglstensrød farve, med ravfarvet kant. I duft og smag finder den opmærksomme vinnyder ultrarene, røde bæraromaer, der giver modstandsfri og cremet fylde. Som modvægt hertil bidrager lagringsaromaerne med fugtig efterårsskovbund med mos og svampe, mens fadlagringen giver en anelse cigarkasse. Smagen er silkeblød med intensitet uden at virke kraftfuld eller kantet; alt er i harmoni.
Dette er ikke højtråbende vin, men ikke desto mindre en vin der er værd at lytte til. Er man tålmodig og interesseret i fordybelse, så er der meget at hente i en vin som denne. Er man mere til fyraftensbajer (og det er man nogen gange) så træk noget andet op!
Dette er formidabel vin til eksempelvis nænsomt tilberedt fjerkræ med svampetilbehør, til gedekiddet der har ligget oven på rosmarindækkede, olivenoliedruknede kartofler, men man kan naturligvis også nyde vinen, mens man drømmer sig væk til Nordspanien.
Serveres i Bourgogneglasset ved en temperatur på 17-20° alt efter temperament og formål.
![]() |
1 af
| Variant | Varenr | Pris | Tilbud | Billede | ||
| 75 cl - Begrænset antal - Få flasker tilbage - Forbehold for udsolgte vine | 300417-00 | DKK 265,00 | Vis | Læg i kurv | ||
| Alle priser er anført inkl. moms | ||||||







